Vincent & Sophie Moreys parcel på 1. Cru-marken Passetemps ligger på skråningen i en højde af ca. 220 m., langs vejen til Chassagne-Montrachet, lige under Moulin de Santenay. Det er en af de meste anerkendte 1. Cru-marker i Santenay.
Efter en kritisk sortering af druerne på et sorteringsbord efter høsten bliver druerne 100% afstilket og skånsom mast. Mosten bliver derefter afkølet og gennemgår en macerering i 3-4 dage, for at fremme farve-, aroma- og frugtekstrakt maksimalt, før den igen varmes op til en gæringstemperatur på ca. 20 grader. Gæringen foregår på rustfrie ståltanke i 15-20 dage og vinen bliver derefter presset. Bundfældelse foregår derefter naturligt i 48 timer. Efter en malolaktisk gæring bliver vinen modnet på træfade fra Allier, hvoraf 50% er nye. Aftapningen foregår midt i november i året efter høsten.
Vinen har en flot, dyb, mørk ruby farve. Duften er meget lækkert og kødfuld, med toner af bitter chokolade og violer. I smagen har vinen bid, nerve og kompleksitet og samtidig velour, med nuancer af mørk chokolade, solbær og brombær. Den slutter med god intensitet, mineralitet og struktur, tegn på god modningspotentiale. Lidt krydrede toner til sidst.
En klassisk Santenay, hvis kødfuldhed vil egne sig til mange retter med grillet lamme-, kalve- eller oksekød med mørk sauce.